Peace one Day

Peace one Day
21. september er det FNs fredsdag. Det er ikke bare en markering af ønsket om fred, men også en dag, hvor FN opfordrer til våbenhvile. En våbenhvile betyder, at FN’s særorganisationer og andre humanitære organisationer kan gøre en særlig indsats den dag f.eks. i form af medicinsk hjælp til børn i konfliktområder. Den internationale fredsdag har eksisteret siden 1981; men først efter en ihærdig indsats fra den engelske filminstruktør Jeremy Gilley, som bogstaveligt talt rejste verden rundt for at vinde opbakning til en fredsdag med våbenhvile, lykkedes det at få en resolution igennem i FN i 2001, hvor fredsagen blev anerkendt som en årlig tilbagevendende FN-dag, hvor der opfordres til våbenhvile.
Fredsdagen 21. september bliver markeret hvert år i FN ved at FNs generalsekretær ringer med Fredsklokken. Klokken er støbt af mønter, der er blevet doneret af mennesker fra 60 forskellige lande, og den blev overrakt til FN i 1954 af Japan.
Center for Konfliktløsning støtter Jeremy Gilleys organisation, Peace one Day, og dens mission, der går ud på at få alle dele af samfundet, lige fra regeringer, FN organisationer og NGO’er til virksomheder og enkeltpersoner til at efterleve FNs generalforsamlings resolution 55/282, der ligger til grund for den Internationale Fredsdag, inklusiv den globale våbenhvile dag.
Center for Konfliktløsning markerede dagen i 2009 med forevisning af Jeremy Gilleys film ”The Day After Peace” i Empire Bio i København.
I 2010 holdt vi et dialogmøde 21 sep. i Vartov i København K med titlen "Fred - konfliktløsning- Afghanistan". Mødet blev arrangeret sammen med DEO, RIKO og FN forbundet.
Den 21. sep. 2011 holdes mødet i Wegeners Gård i København V fra kl. 19 -21.30 - denne gang sammen med endnu flere danske NGO'er. Arrangørerne er Rådet for International Konfliktløsning (RIKO), Nordiske Mediatorer, Oplysningsforbundet Demokrati i Europa (DEO), Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Esparantoforeningen i Danmark, Fn Forbundet og Center for Konfliktløsning.
Programmet for 2011 kan ses nedenfor
Center for Konfliktløsning opfordrer alle til at markere dagen: Snak med dine kollegaer om den internationale fredsdag, sæt fokus på ikke-vold i undervisningen, lav et lokalt arrangement. For at give inspiration på kryds og tværs er alle velkomne til at sende oplysninger om aktiviteter på fredsdagen ind til CfK - så fører vi en kalender her på siden, så alle kan se, hvad der sker, hvor og hvornår. Skriv til ars@konfliktloesning.dk
Der er aktiviteter i rigtig mange lande - du kan følge med på www.peoplebuildingpeace.org
For yderligere information om organisationen Peace one Day og FNs Internationale Fredsdag:
www.internationaldayofpeace.org/
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| Veje_til_fred_-_er_krig_en_loesning_word.doc | 860.5 kB |































































