Bliver mæglingen simpelthen bedre, hvis man reflekterer over processen med en kønsvinkel i baghovedet? Er det en god idé at tænke over, hvad ens eget køn gør ved de folk, man faciliterer? Svæver der kønsstereotypier rundt i baghovedet, som sætter sig igennem bag om ryggen på én, og forstyrrer dét, det professionelle arbejde man udfører?
Af Aase Rieck Sørensen, centerleder, Center for Konfliktløsning
Kønsaspekterne af konfliktmægling er ikke veldokumenterede. Litteraturen er sparsom. Måske er det fordi, det er indlysende, at køn spiller en rolle. Eller måske er det fordi, mægling handler om individer, sagen, relationen mellem mennesker frigjort fra deres køn. Måske kan man afmontere kønnet, når man arbejder professionelt med konfliktmægling og nøjes med at tale om standpunkter, interesser, behov og følelser som almenmenneskelige. Der hersker under alle omstændigheder en ”gender silence” inden for fagområdet.
Mit udgangspunkt er, at køn har betydning både for vores hverdagsliv og professionelle arbejde. Ingen er neutrale. Køn betyder noget i alle forhold, i alle sociale sammenhænge og i al kommunikation. Vores køn har indflydelse på, hvordan vi betragter andre, og andre betragter os. Køn giver udslag i alle statistikker, hvad enten det er kriminal- eller sundhedsstatistik eller statistik over ledere, præsidenter og soldater.
Vi har op til flere samfundsmæssige vedtagelser om, at køn sorterer og grupperer. Numrene i det centrale personregister angiver køn, mulige valg af personnavne afhænger af køn, og kønnet sætter grænser for, hvilket råderum den enkelte har. Vi bliver rolige, når vi kender kønnet og urolige, hvis vi ikke kan spotte kønnet, eller hvis kønnet ikke passer med en persons adfærd.
Vi har en lovgivning, der er kønsneutral, men også en lovgivning, der forbyder kønsdiskrimination. Gruppeopdelingen i to køn er velkendt, anerkendt og intakt.
Spørgsmålet er således ikke, om køn spiller en rolle i konfliktmægling; men hvilken rolle og om den er interessant at afdække. Ved at sætte fokus på køn får vi tilføjet en ekstra dimension, som kan være med til at kvalificere den professionelle konfliktmægling - det er mit spontane udgangspunkt.
Når en konflikt eskalerer, sker der blandt andet dét, at person og sag blandes sammen. Man bevæger sig fra det individuelle og personlige til grove generaliseringer og forvrængninger af modparten. Man søger forbundsfæller. Og her kommer kønnet ind for alvor. Generaliseringen består jo netop i at se modparten som en samlet gruppe med bestemte fællestræk. Traditionelle forestillinger om de to køn er kendte kategorier.
Dét, at tilhøre gruppen mænd eller gruppen kvinder, er en af de mest oplagte generaliseringer, og der findes et helt arsenal af karaktertræk og øgenavne, som man kan trække på i optrapningen af en konflikt. Desuden er det muligt at finde forbundsfæller af eget køn og skabe enighed om, at placere skylden hos det andet køn. Det kønsmæssige fællesskab kan bruges til at bebrejde ’den anden’. Stereotype forestillinger og fortællinger om mænd og kvinder skal overvindes, fordi de kan forstærke en konflikt.
I selve konfliktmæglingssamtalen forestiller jeg mig også, at mæglerens forforståelse af køn spiller ind. Kønnet bliver synligt, hvis folk ikke opfører sig, som man forventer. Hvis en kvindelig part i en konfliktsituation er logisk og går lige til sagen, og en mandlig part er meget følelsesmæssig påvirket og uklar, forstyrrer deres opførsel måske for en kort stund mægleren. De forventninger, man har, er subjektive og kønsbestemte og kan naturligvis håndteres professionelt. Men kønsforskningen viseri, at kønsutraditionel adfærd ofte mødes med fordomme. De fleste studser, når kønnet ikke ’passer’.
Jeg har også bemærket, at rigtig mange af de begreber, man bruger inden for konfliktmæglingsuniverset, stemmer godt overens med de begreber, man adresserer i kønsforskningen. F.eks. har man fokus på de interpersonelle konflikter og mindre på de intrapersonelle konflikter. I kønsforskningen er det også relationen, der er central. Relationen til ’den anden’ til ’det andet køn’ er væsentlig og også spørgsmålet om, hvordan man konstruerer hinandens karakteristika. En kvinde er ikke en kvinde, hvis en mand ikke er en mand; idet køn er skabt relationelt og kontekstuelt. På samme måde giver mæglingen kun mening, når relationen mellem personer sættes ind i den rette kontekst.
Et andet begrebspar, jeg har hæftet mig ved, er vrede og frygt. I mæglingslitteraturen fremhæves detii, at ’vrede’ er dominerende i en gengældelsesspiral, hvor vrede bliver en udadrettet adfærd. Hvorimod ’frygt’ er dominerende i en forsvarsspiral, som er præget af indre billeder, tolkninger og selvbebrejdelser. Disse begreber ligger snublende nær kønsforskningens resultater, der siger, at mænds/drenges reaktioner rettes udad og kvinders/ pigers i højere grad rettes indad.
Selve metoden ’konfliktmægling’ som alternativ til det almindelige retssystem med skyld og straf er måske også kønnet. Fortalere for fredelig konfliktløsning som alternativ til søgsmål, slagsmål, aggression og vold findes formentlig i større udstrækning blandt kvinder end blandt mænd.
Hvis vi måler med køns stereotypernes skala, rimer aggressiv fremfærd stadig på mand og snakkekultur stadig på kvinde, gerningsmand på mand og offer på kvinde.
Sagen kan også have et tyngdepunkt omkring køn. Det gælder f. eks. konflikter i familien, i parforholdet, i ægteskabet, uoverensstemmelser om forældremyndighed. Ligeledes har alle seksuelle overgreb en dimension, hvor parternes køn spiller direkte med.
Arbejdspladskonflikter kan være rammet ind af kønsmæssige traditioner f.eks. en konflikt mellem en mandlig leder og en kvindelig ansat – der er her tale om et dobbeltbundet asymmetrisk magtforhold.
En situation med omvendt fortegn er forældremyndighedssager, hvor kvinden har det stærkeste kort per tradition.
• Parterne i en mægling har et køn og er dermed underlagt den ’normalitet’, der er knyttet til deres køn.
• Mægleren har et køn, som kan influere på processen og den kommunikative adfærd.
• Den måde, der tales på, kan være mere eller mindre appellerende til det ene eller andet køn og mere eller mindre inkluderende i forhold til det ene eller andet køn.
• Den løsning, parterne bliver enige om, skal prøves af i en kønnet verden, hvor der er et asymmetrisk magtforhold mellem kvinder og mænd, og aftalen skal sættes til at virke af parterne, der bærer deres køn udenpå tøjet. Dét, en mand gør, bliver ikke nødvendigvis opfattet på samme måde, som dét en kvinde gør – selvom de gør det samme.
• Risikoen ved at fokusere på kønsdimensionen i en konfliktmægling er, at man kommer til at låse sig fast på kvinders og mænds traditionelle mulighedsrum og dermed understøtte stereotype forestillinger om mænd og kvinder. Kvinder er ikke en homogen gruppe, og gruppen af mænd er det heller ikke. De løsninger, parterne finder frem til, kan være både traditionelle og utraditionelle i forhold til parternes køn. Køn skal ikke låse eller begrænse løsningsmuligheder; men tværtimod skal en bevidsthed om kønnets betydning åbne op for nye og måske utraditionelle veje.
Vi har langt hen ad vejen den samme opfattelse af, hvad en mand er og tilsvarende, hvad en kvinde er. Men vi har ikke den samme tolkning af, hvad en mand og en kvinde kan, skal og bør. Vores tolkning afhænger af den kulturelle og sociale kontekst, vi er en del af. Kønsforskelle er lettere at få øje på hos andre kulturer end vores egen – ’de andre’ har netop en anden opfattelse af, hvad en mand eller kvinde må og skal, og det kan vi billige eller kritisere.
Den definition, jeg lægger mig op ad, er, at begreberne mand og kvinde referer til det biologiske køn, men biologien ikke sætter entydige grænser for udfoldelse eller egenskaber. Køn er foranderligt og skabes gennem sociale relationer, køn er noget ’vi gør’. Og vi skaber på forskellig vis vores køns særlige karakteristika afhængig af tid, sted og påvirkning. Det betyder ikke, at køn er ligegyldigt, der vil altid være en ramme, vi skal holde os indenfor for at blive genkendt og accepteret som ’mand’ eller ’kvinde’. Mænd er indbyrdes forskellige, og det er kvinder også; men vi forventes at opføre os i overensstemmelse med den til enhver tid herskende udgave af vores køn – køn er et kulturelt og socialt sorterings- og orienteringspunktiii.
Der er forskellige teoretiske retninger inden for kønsforskningen, hvor biologiske, adfærdsmæssige, seksuelle og socio-økonomiske forskelle optræder med forskellig vægtiv. Trenden er at se på flere markører på én gang og betydningen af deres mangfoldige samspil – køn, kultur, etnicitet, seksuel orientering, religion – intersektionalitetenv . Dette samspil er også relevant at have for øje i forhold til konfliktløsning og mægling.
Feminologen Nynne Koch mente, at kvinders og mænds sprog har en forskellig struktur, som kan beskrives som henholdsvis spiralsk og linært.
Hun går så langt som til at sige, at kvinder og mænd har forskelligt tanke-, værdi- og betydningsuniversvi.
Kønsforskeren Anne Scott-Sørensenvii har i tråd med denne tænkning uddybet de to køns forskellige kommunikationsstilarter, idet hun beskriver, hvad hun betegner som henholdsvis den autentiske kommunikationsstil (kvindelige) og den autonome kommunikationsstil (mandlige).
Den autentiske kommunikationsstil kendetegnes bl.a. ved, at der søges en ligestillet relation mellem parterne, og samtalen præges af en uformel fremgangsmåde. Fællesskab som energi, intimitet som motivation, ligheds- og kontaktsøgende, konsensussøgende, processkabende, personrelateret, situations- og relationsorienteret, cirkulær, emotiv og intuitiv, resonerende, omsorgsrelateret fornuft, tale for talens egen skyld og kommunikativ selvobjektivering.
Den autonome kommunikationsstil kendetegnes bl.a. ved en hierarkisk relation og en formel fremgangsmåde. Konkurrence som energi, forskels- og grænsesøgende, præstationsorienteret, resultatskabende, regel- og systemorienteret, lineær, analytisk, empirisk, abstrakt ressonerende, præget af instrumentel fornuft, en formålsbestemt tale og sproglig selvmanifestation.
Hvis vi antager, at kvinder og mænd har en så forskellig måde at kommunikere på, som Anne Scott Sørensen finder belæg for i sin forskning, bør det være et særligt opmærksomhedspunkt for mægleren. Mægling er jo i høj grad baseret på aktiv lytning, kontakt og proces (den autentiske kommunikationsstil) og i mindre grad på de kendetegn, der knyttes til den autonome kommunikationsstil.
Et af de spørgsmål, der står tilbage, er, om det er efterstræbelsesværdigt at bringe kønsvinklen ind i det konfliktfaglige felt, og om det kolliderer med opfattelsen af den neutrale mægler.
I min optik kan en konfliktmægler være neutral i både negativ og positiv forstand. En neutralitet, der er kønsblind – dvs. man ser på det almen menneskelige og ser bort fra, at individet er bærer af et køn - opfatter jeg som en negativ ting. Mens en neutralitet, der er kønsbevidst – dvs. bevidst om at køn har en betydning – er positiv, fordi kønnet giver vigtig information om hvilke fortolkninger, følelser og handlemuligheder, der er svære eller nemme for parterne hver især.
Lige meget hvor universelle konflikter og konfliktmønstre er, kan de aldrig begribes, hvis køn ikke tænkes med som et af mange vilkår, der grupperer.
i Forskning i betydningen af kønsutraditionelle uddannelses- og erhvervsvalg – Aase Rieck Sørensen & Steen BaagøeNielsen ”Unges valg af uddannelse og job - udfordringer og veje til det kønsopdelte arbejdsmarked”, kap. 6, Center for Ligestillingsforskning, RUC, 2004.
ii Psykologiske mekanismer i forbindelse med konflikters eskalering – Vibeke Vindeløv ”Konfliktmægling – en refleksiv model”, side 88, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2008
iii Køn som kulturelt og socialt sorterings- og orienteringspunkt – Dorthe Staunæs & Dorte Marie Søndergaard ”Høns i hanegården - køn og ledelse”, s. 14, DPU, Århus Universitet, 2008
iv Bo Wagner Sørensen ”Køn og etnicitet”, s.21 i ”Køn, etnicitet og vejledning”, RUC 2007
v Yvonne Mørk ” Why not intersectionality?”, side 1-21, FREIA- skriftserien;61, Ålborg Universitet 2006
vi Nynne Koch ”Kvindeforskning og kvindesprog”, Sprog og Køn, Modersmål-selskabets debatbog nr. 4 ,Reitzels Forslag, København 1984.
vii Anne Scott Sørensen ”Når kønnet taler med” i ”Køn kultur og organisationer”, Odense Universitetsforlag, 1995.
Artiklen er skrevet baggrund af et foredrag i Foreningen for Mediation, den 3. marts 2008,Københavns Universitet.