Efter autoriteternes fald

Med autoriteternes fald har det vestlige menneske mistet den lette måde at løse konflikter på. Men vi har ikke mistet evnen til konfliktløsning. Det vigtigste er ro og mod til at være i nuet. Konfliktskyhed kan man ikke bruge til noget, og ”idyl” er nærmest et skældsord, mener konfliktløser og mægler Knud Halding.

Af Kathrine Toftkær Larney, journalist, Center for Konfliktløsning

”Danmark er præget af, at vi ikke bryder os om konflikter. Jeg kender det selv fra arbejderbevægelsen, hvor man i solidaritets navn ikke har konflikter med hinanden, men det går igennem hele vejen igennem vores samfund, at konflikter er af det onde”, siger Knud Halding:
”Jeg tror blandt andet, at det hænger sammen med, at begreber som ”konflikt” for mange mennesker hænger sammen med vold og krig. Vi tænker for eksempel på Balkan og Israel – Palæstina konflikten, og det påvirker vores holdning til begrebet konflikt, så mange mennesker pr. automatik ser konflikter som traumatiserende. Men konflikter er en helt naturlig del af livet, og de bliver kun til vold og traumer, hvis de ikke bliver behandlet rigtigt.”

Fra orakel til selvstændig tænkning

Både konflikter og løsninger skal ses i sammenhæng med den kultur og tid, de eksisterer i. For 500 år siden blev konflikter og tvister i Danmark afgjort af husfaderen, herremanden eller præsten. Men i oplysningstiden (ca. 1690 til 1800) gik verden af lave og er aldrig siden blevet den samme:

”Vi havde altid haft autoriteter, der havde løst konflikterne for os. Der var altid en stammehøvding eller et orakel, der sad nede i en giftig klippekløft og gav os svarene. Der var troldmænd og præster og konger og kejsere, Indtil oplysningstiden kom og væltede vores autoriteter som dominobrikker.  Pludselig var konge og kirke ikke længere naturlove, men noget man kunne vælge … og så begyndte vi at skabe nye autoriteter.”

Samfundets nye autoriteter blev i høj grad embedsmændene, der både var garanter og repræsentanter for den borgerlige samfundsorden. De blev de nye autoriteter, og det oplevede Knud selv i sin ungdom:
”Jeg var i begyndelsen af 20’erne, da jeg som skolelærer arbejdede på en skole ude på landet. Når jeg cyklede til arbejde om morgenen og mødte de lokale piger, rejste de sig op i pedalerne og nejede. Jeg havde stadig bumser og jeg vidste ikke noget om livet, men i det samfund var jeg en autoritet – jeg var jo skolelærer!”

I dag er også skolelærernes autoritet udhulet, men Knud synger ikke med på klagesangen om tidernes forfald og ungdommens ryggesløshed. Tværtimod ser han et solidt potentiale i den danske ungdom, der er vokset op med at tænke selv og diskutere tingene:
”De unge kan godt løse konflikter, gu’ kan de så! Hvis det havde været unge mennesker, der skulle finde løsninger i forbindelse med Ungdomshuset på Nørrebro, havde de kunnet løse konflikten meget bedre end politiet.”

Konfliktløsning begynder med ro

Mangelen på autoriteter har givet det moderne vestlige menneske en stor personlig frihed til at tænke og agere selv, og med Knuds ord, er ”det da bedre, end dengang fars ord var lov”. Men konflikter kan gå så meget i hårdknude og gøre så ondt, at vi har brug for professionel hjælp for at få dem løst:
”Jeg har i mange år interesseret mig for at løse konflikter, jeg holder af det. Det er svært for mig at sætte ord på, hvordan jeg gør – det er ligesom at spørge, hvordan jeg kører på cykel … Men som konfliktløser holder jeg mig i hvert fald til tre grundsten, som er: Du skal kunne din teori. Du skal kende dig selv. Og du skal vide lidt om den situation, du går ind i. Man skal forberede sig, men man skal ikke researche så meget, at man lukker af for de indtryk, man får, når man møder de mennesker, der har konflikten”, siger Knud.

”Uløste konflikter kan gøre meget, meget ondt, og i pressede situationer er man som regel på flugt fra noget og på vej hen imod en drøm – sådan en tanke om, at ”hvis bare det hele var helt anderledes”. Kunsten i konfliktløsning er at skabe den ro, der får folk til at føle, at ”nu sidder vi her og her tør vi godt blive siddende lidt endnu. Vi kan godt bære, at være her.”

”For 10-15 år siden blev jeg kontaktet af foreningen Forældre og Fødsel, som bad mig om at hjælpe på deres generalforsamling. Der var opstået en konflikt i foreningen, som var ved at falde fra hinanden. På den ene side stod forældrene til de nyfødte børn. På den anden side stod de forældre, som havde fået et dødfødt barn eller havde mistet et spædbarn. Begge parter ønskede støtte fra foreningen.”
”Det var en konflikt fuld af stor smerte og voldsomme følelser, og da jeg ankom til generalforsamlingen, emmede rummet af ufred og ondskabsfuldhed. Men vi fik skabt roen i det rum, og da jeg gik derfra nogle timer senere, var foreningen Småbørnsdød dannet og pengene var fordelt mellem de to foreninger.”

”Jeg svævede hjem bagefter.”

Livet er ingen idyl

Knud peger ud ad vinduet, hvor en solbeskinnet have breder sig mod skoven tæt på hans hus. Her lever han midt i den natur, som han nægter at betragte som en idyl. For naturen er liv og livet er ikke idyllisk. Ifølge Knud er meningen med livet ikke at undgå konflikter, men at finde de muligheder, konflikterne åbner for:
”Konflikter er en del af vores liv. Se på naturen, fuglene på fuglebrættet – det er en stor konflikt og alligevel synes vi, at det er livsbekræftende.”
”Men der er forskellige niveauer i menneskelivet og det er ikke alle konflikter, hvor man skal ned og gribe i det helt dybe, for at løse dem. Vi møder en række besværligheder i vores tilværelse og vi må lære mere om, hvordan vi håndterer dem, ordner dem.”

Knud fortæller om en gang, hvor han kom ud til en mindre virksomhed, der stod midt i en kæmpe konflikt om fordeling af lokalerne i en kommende tilbygning. Spørgsmålet om, hvem der skulle sidde hvor havde sat ondt blod mellem medarbejdere og ledelse og internt i medarbejdergruppen, og nu ville de have hjælp af en professionel konfliktløser. Det fik de – efter en rundtur i den halvfærdige tilbygning, foreslog Knud, at de ganske simpelt flyttede en skillevæg. Problemet og dermed konflikten var  løst:
”Vi skal altså passe på med at se enhver konflikt som et stort traume eller noget der ”det griber dybt ind i mig”. De fleste konflikter er ikke noget, der behøver at sætte hele vores følelsesregister i gang.”

”En gang imellem er konfliktløsning at sige: ”Giv den nu ikke mere plads, den konflikt. Gå hjem! Spis noget god mad. Elsk med din kone. Gør noget andet. Lad konflikten ligge.”

I hjørnet af Knuds stue ligger en stabel søkort som en påmindelse om, at livet er en stor vifte af oplevelser. Knuds cv fortæller om erfaring og lyst til at eksperimentere, og det spænder fra uddannelsen til skolelærer, konfliktløser og mægler over yndlingserhvervet som langtursskipper til erfaringer som fagforeningsmand, kajakroer, kræftpatient, musiker og naturelsker. Som underviser på Center for Konfliktløsnings kurser sidder han sjældent stille ret længe ad gangen – med Knud ved roret kommer deltagerne ud på gulvet og i gang med at vælge både deres konflikter og deres reaktioner med omhu.

Ingen diskussion om, hvorvidt vi kan lide konflikter eller ej – de eksisterer, fordi vi lever.
Derfor kan man opleve, at Knud indleder sin undervisning med at citere den norske digter Bjørnstjerne Bjørnsons digt fra 1870: 

”Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste.
Det volder lidt rabalder,
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil!”